Log ind
Grøn omstilling i bygge- og anlægsbranchen i Danmark

Grøn omstilling i bygge- og anlægsbranchen i Danmark

I samarbejde med Næstved Erhverv og Næstved Erhversforening, inviterer Næstved Kommune og Ressource City til arrangementet Den grønne omstilling i bygge- og anlægsbranchen i Danmark tirsdag den 18. august 2020, klokken 14 – 16.30 i Ressource City på Maglemølle 31, Næstved. 

Til arrangementet bliver virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen inspireret og rustet til en grønnere og mere bæredygtig fremtid.

Efterspørgsel på bæredygtige løsninger
I Danmark er der et politisk fokus på at nedbringe affaldsmængderne – og i følge Klimaloven skal vi reducere CO2-udledningen med 70% i 2030. Bygge- og anlægsbranchen står alene for cirka 20% af CO2-udledningen og cirka 35% af affaldsmængderne.

Det er ikke kun derfor bygge- og anlægsbranchen bør have fokus på den grønne omstilling. Der er stor efterspørgsel på grønne og bæredygtige løsninger hos de private og offentlige bygherrer.

Er din virksomhed klar til den grønne omstilling? 
Gør din virksomhed klar til grøn omstilling og lad dig inspirere af spændende oplæg. Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen giver en status på den grønne omstilling i den danske bygge- og anlægsbranche, hvorefter Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark giver os indblik i, hvordan DGNB-certificeringer understøtter den grønne omstilling. Arkitekt og partner i 3XN og GXN, Kasper Guldager Jensen fortæller os mere om cirkulært byggeri, efterfulgt af Thomas Budde Christensen, centerleder i CIRCLES, Roskilde Universitet, der præsenterer cirkulær byudvikling.

Vi skal også høre direktør Rasmus Jørgensen, der indvier os i KALK A/S, som er en Cradle-to-Cradle-certificeret virksomhed. Herefter vil forretningsudvikler Anders Sørensen fortælle om Enemærke & Petersens erfaringer med den grønne omstilling.

Programmet sluttes af med Næstved Kommunes egne erfaringer med cirkulært byggeri i Ressource City-projektet Bæredygtig Grøn Byudvikling. Her skal vi høre om det gode eksempel fra Birkebjergparken og det cirkulære lagerhotel fra bygningskonstruktør i Center for Trafik og Ejendomme, Simon Vigsø. Herefter fortæller Lars Bruun Overgaard, adjunkt og civilingeniør hos Zealand Næstved, om de gode eksempler på Maglemølle.

Der vil efter det officielle program være mulighed for networking.

Moderator er direktør Sven Koefoed-Hansen, Næstved Kommune.

 


Mere information og tilmelding

Deltagelse er gratis, og der er tilmeldingsfrist fredag den 14. august 2020. 

Arrangementet bliver gennemført i overensstemmelse med myndighedernes hygiejne- og afstandskrav m.m., i forbindelse med håndtering af Corona-krisen.

Vær opmærksom på, at hvis I er flere fra samme virksomhed eller organisation, der deltager i arrangementet, skal I tilmeldes enkeltvis.

Du kan læse mere på Ressource Citys hjemmeside her.