Status på første halvår i Næstved Erhvervsforening
Det første halvår af 2026 er allerede gået, og det har været en periode hvor vi har haft fokus på at skabe værdi for vores medlemmer gennem netværk, videndeling og dialog. Gennem arrangementer, virksomhedsbesøg, morgenmøder og netværksaktiviteter har vi samlet virksomheder på tværs af brancher og styrket relationerne i vores lokale erhvervsliv.
Vi mindes især den velbesøgte nytårskur og generalforsamling, hvor vi i bestyrelsen havde flere gode dialoger med vores medlemmer. Derudover kan vi fortælle, at vi afholder den årlige virksomhedscrawl den 9. september - og vi glæder os meget til at besøge de spændende virksomheder vi har udvalgt. Mere info om det kommer.
Derudover har vi, Sydbank og Sjællandske Medier allerede besøgt de fire nominerede virksomheder til Næstved Erhvervspris 2026. Du kan se hvem de nominerede er her. Hvis du vil overvære kåringen, overrækkes Næstved Erhvervspris den 29. oktober kl. 17.00 i Sydbanks Arkade.
Samtidig har vi arbejdet for at synliggøre erhvervslivets interesser og muligheder i samarbejde med relevante aktører og beslutningstagere. Det er afgørende, at Næstved fortsat udvikler sig som en attraktiv kommune at drive virksomhed i, og her spiller medlemmernes input og engagement en vigtig rolle. Tak til alle jer, der har deltaget i vores aktiviteter, bidraget med idéer og været med til at gøre erhvervsforeningen til et stærkt fællesskab.
Inden vi tager hul på anden halvdel af året, vil vi gerne ønske alle medlemmer en rigtig god sommer.
Vi håber, at sommeren giver mulighed for både afslapning, nye oplevelser og tid til at lade batterierne op. Vi glæder os til at mødes igen efter sommerferien og fortsætte arbejdet med at udvikle et stærkt og attraktivt erhvervsliv i Næstved.
Rigtig god sommer. |